​Vi er altid klar på telefon

29 67 64 66

August

Vi er nu inde i den sidste sommermåned. Det er nu du skal begynde at overveje, hvor du vil indrette nye anlæg, og det er også tid til de første forberedelser på den kolde tid.

Blomstringen på mange af havens planter går på hæld, og der venter en masse høstarbejde, som skal overstås, før kulden for alvor begynder at bide. Det er også med at nyde de sidste sommer-blomster, og blomstringen i krukkerne med pelagonier og petunia.
 
 
Drivhuset
Nu er det tid til at nyde godt af alle anstrengelserne. Der skal beskæres og høstes løbende. Brug også denne måned til at så kinakål, radiser og salat, og sørg samtidig for, at ventilere godt og grundigt i drivhuset.

Toppen af tomatplanten skal klippes – på den måde undgår du, at den fortsætter med at danne nye tomater, som aldrig får lov til at modne. 

10 ting at huske i august måned:

  1. Sørg for masser af frisk vand til havens fugle, dyr og planter 
     
  2. Høst frøene fra de planter, du vil frøformere
     
  3. Klip hækken og hold græsset nede
     
  4. Beskær slyngroser efter blomstring, og beskær lavendelhække når blomsterne er visne
     
  5. Alle planter i potter og krukker samt tomater gødes og vandes
     
  6. Optag alle løg
     
  7. Alle krydderurter høstes og tørres
     
  8. Jorden gøres klar til nye plæner
     
  9. I slutningen af august deles stauderne
     
  10. Persille sås og krydderurter pottes op til senere brug


Køkkenhaven
Sørg for at få det sidste høstet fra køkkenhaven, og smid resten i kompostbunken. Så evt. salat til efteråret, eller så vårsalat til brug i efteråret. Sår du først salat i slutningen af august, er salaten til overvintring. Det samme gælder spidskål og tidlige kål, som nu kan sås til overvintring. Anvender du fiberdug, kan det højne chancerne for et godt udbytte.

Plænen
Sommeren nærmer sig sin afslutning, og brugen af græsplænen ebber ud. Det er derfor et godt tidspunkt at så til nye plæner, eller omlægge de eksisterende.

Det er også et godt tidspunkt, at foretage pleje af plænen, herunder tilså bare pletter og udjævne krusninger og huller.
 
Blomsterhaven
Også her er det tid til at nyde frugterne af forårets og sommerens anstrengelser. Georginer, stauder og mange andre sommerløgsvækster står i fuldt flor. Men august er også måneden, hvor de forårsblomstrende stauder skal deles og plantes.

Træer og buske
Beskæring af træer og buske i juli og august er faktisk det bedste tidspunkt, for at give en så skånsom behandling som muligt. Der findes ikke noget tidspunkt som nu, hvor beskæringen har meget lille risiko for at medføre sygdomme. 
 

​Telefon

29 67 64 66

​e-Mail

uffe@haveogskov.dk

​Adresse

Vejlbyvej 2D, 5500 Middelfart